Categories
Natur Naturoplevelser

Lysfænomen i vandet – morild

Det var natten til lørdag d. 11. august at vi begge lå vågne og det endte med at vi tog ned til den strand ved Øresund, hvor vi sædvanligvis morgenbader, for at få en dukkert.

Da vi kom derned, var der sådan en fest i gang blandt byens unge mennesker, som også havde søgt til stranden, at vi måtte snige os hen til en anden badebro, for at både de og vi kunne være lidt i fred.

Turen ned ad en mørk trappe med lyset fra min mobiltelefon var allerede en oplevelse, for hvor er man dog usikker og sårbar der i mørket, men det blev først vildt, da vi havde klædt os af og gik i vandet fra badebroen: der kom skyer af lysende bobler og et lysblåt skær i vandet, når vi bevægede os i det! Jeg kiggede igen og igen op for at se om noget kunstigt lys eller månen lavede et genskær i vandet, men nej: der var ingen måne, og kun et svagt lys, så det kunne ikke være det.

Det var simpelthen morild, som er lyset fra nogle dinoflagellater – furealger – som typisk i varme sensomre kan danne store flokke i det lune vand. Man kunne fange de små lysdioder med hænderne, men sjovest var det bare at svømme rundt og lade sine arme lave bølger af lys og lysglimt i vandet. Det gjorde vi, indtil vi var helt kolde.

Desværre fik vi ikke nogle billeder eller film af det, men oplevelsen var helt unik og mindeværdig.

Og nu delt. Billedet til denne post er fra samme sted, men et andet mere lyst tidspunkt.

Categories
Uncategorized

Layout af min Android

Da jeg fik min første Android smartphone for en 6-8 år siden var den største udfordring den trykfølsomme skærm og alt det, man kunne komme til at trykke på ved en fejl. Jeg holdt den fladt i hånden som en eller anden skrøbelig museumsgenstand for at den ikke skulle gøre knuder.

Allerede efter de første par dage gik det dog nemmere og jeg er i dag næsten så god som en teenager til at navigere i den og skrive tekstbeskeder hurtigt.

Een ting kunne jeg dog ikke komme mig over, og det blev værre med min Samsung S5, som jeg fik i 2014: Der er både en app-visning med flere sider og en startskærm med flere sider. Jeg farer vild i alle de skærme. For et år siden satte jeg mig så ned og lavede en løsning, der virker for mig. Saml alle apps på een side og grupper dem i mapper.

Det kom til at se sådan ud.

Kommentarer modtages gerne, for måske der findes en endnu bedre måde at få overblik.